Randi og Richardt Rolsted. Velkommen til vores side med, Randis Malerier, beskrivelser af udlandsrejser,  af ture i Danmark og fotos fra dem, samt Richardts Digte og vers.

Test


Kina 2006

Rejsebureau: Stjernegaard Rejser


Rejseform: Fly


Det var med blandede følelser, at Randi sagde ja til at rejse til Kina, Tibet og Tibetanernes skæbne har altid optaget hende meget, så kineserne var jo ikke ligefrem ”nogle af vennerne”.


Fordomme og fordømmelser af et land og dets befolkning, har imidlertid aldrig ført til noget godt, tværtimod har det både på lokalt - som internationalt plan, ført til øget ufred og konflikter.


Kina har jo en ældgammel kultur som man har hørt meget om, så derfor var det et spændende land at besøge, og en sejltur på Yangze, ligesom en gåtur på den kinesiske mur, er jo noget der trækker.


Efter ca. 10 ½ timers flyvning ankom vi til Shanghai fredag formiddag kl. ca. 11.00.

Her fik vi os en overraskelse, idet vi skulle med et højhastighedstog de ca. 30 km. ind til byen, det fremgik ikke af vores program, så da vi ca. 8 min. senere, med en tophastighed på 432 km/t, nåede Shanghai by, var vi rimeligt imponerede.

Shanghai er en by i rivende udvikling, den har i dag omkring 13 mill. Indbyggere. Man siger at ¼ af verdens byggekraner står i Shanghai og at gennemsnitlig 2-3 skyskrabere bliver færdige om dagen.


Anden dagen bød på et besøg i Shanghais største have, ”Yuyuan” her fik vi et indblik i gammel kinesisk havekunst, med vand, fisk, natursten og fantasifigurer.

Om aftenen var vi på en sejltur på Huangpufloden, en forgrening af Yangze, og oplevede den enorme pulserende og larmende by med de mange lysreklamer, fra en stille båd på vandet.  


Næste dag gik med at komme til lufthavnen og flyve til Yichang og derpå komme ombord på vores cruise-skib, så rejsen opad Yangzefloden kunne begynde.


Yangze er 6.380 km. lang, og er dermed Kinas længste og verdens tredje længste flod.

Kort efter at vi sejlede fra Yichang, passerede vi den gamle dæmning over Yangze, hvor en sluse løftede vores skibet 25 meter op.


Hele næste dag sejlede vi op gennem Xiling-kløfterne, hvor vi kunne nyde den storslåede udsigt.

I tusindvis af år har vandmasserne skåret sig vej ned i Wu bjergenes klippemasser og skabt fantastiske klippeformationer der hæver sig 900 m op på begge sider af floden.


Passagen af den nye dæmning skete gennem 4 af de 5 sluser, som hver løfter vores skib 20 m. op.

Dæmningen er 180 m. høj og blev færdigstøbt den 20. maj, en måned efter at vi passerede den.

De 12 færdigbyggede turbiner producerer hver især lige så meget strøm som et atomkraftværk, eller lidt mere, så når de 14 turbiner på den anden side af floden er færdige, vil turbinerne tilsammen give ca. lige så meget strøm som 30 atomkraftværker.

Kineserne siger selv at den primære årsag til dæmningsbyggeriet er, at de dermed kan styrer floden der tidligere flere gange har forårsagede store katastrofer med tusinder af døde, når floden gik over sine bredder.

Når man tænker på, at de ved at bygge dæmningen, tvangsforflytter 1,3 mill. mennesker, fordi deres hjem bliver oversvømmet af vandmasserne i den 608 km. lange sø, der dannes på den anden side af dæmningen, så har man svært ved at tro, at menneskelige hensyn er førsteprioriteten i dæmnings­byggeriet, men selvfølgelig giver det dem kontrol med floden, og selvfølgelig bør vi i den øvrige verden, være glad for at den samme mængde elektricitet ikke bliver produceret ved hjælp af kul, eller for den sags skyld via uran.  



Besøget ved selve dæmningsbyggeriet var meget imponerende, modeller og oversigtskort gav, sammen med det visuelle overblik, et godt indtryk af projektets omfang og størrelse.


Den fjerde dag tog vi fra morgenstunden med et mindre skib på udflugt til ”De tre små kløfter”.

Vi sejlede opad Shennongfloden gennem høje og stejle kløfter. På klippesiderne så vi bl.a. begra­vel­ses­pladser, små vandfald og aber. Det er ejendommeligt at tænke på hvordan området har set ud, før den nye dæmning blev bygget, dengang sejlede bl.a. Troels Kløvedal ca. 80 meter længere nede.


Mange steder så vi mærker på klippesiderne som viste hvor højt vandet vil komme op. Det davæ­rende niveau var ca. 142-143 meter og ville nå 156 meter mærket til sept. 2006 for til sidst at slutte ved 175 meter mærket.

Det betyder jo, at mange af de små samfund vi passerede, til den tid vil være oversvømmede, nogle steder vil deres bjergtop, der i dag lignede en ø, være helt forsvundet, og andre steder er den så høj at der er plads til, at beboerne kan flytte deres huse og alt hvad de ejede højere op og fortsætte deres tilværelse der.

Vi talte med vores lokalguide om hvad det betød for befolkningen, og hun fortalte at det var meget forskelligt, for nogle mennesker blev flyttet flere hundrede kilometer til en fjern egn, så for især de ældre var det en enorm omvæltning. Mange unge var imidlertid meget tilfredse og så det som en mulighed for en ny start, men også ældre der havde arbejde var tilfredse med at få en bolig som de aldrig havde turdet drømme om.

Vi sejlede videre op gennem Wu-kløften og Qutang-kløften, der samen med ”De tre små kløfter” er det smukkeste stykke af Yangze, når man ser bort fra udspringet nord for Himalaya bjergene langt inde i Tibet.


Efterhånden går bjergene på begge sider af floden over i bakker. Vi lagde til ved byen Fengdu, som også kaldes ”Spøgelsernes tilholdssted”. I byen er der mange templer som stammer helt fra Tang-dynastiet (618-907). Vi besøgte templet Shibaozhai, (med en buddhastatue) det er fra Kangxi­kejserens tid (1662-1722).

Mange templer blev ødelagt under kulturrevolutionen, men en del er efter 1980 blevet restaureret og genopbygget.


Om morgenen den sjette dag ankom vi til Chongqing som er den største by i Kina med sin 33 millioner indbyggere, når man regner oplandet med. Byen blev gjort til midlertidig hovedstad i 1938 under den japanske invasion og folk flygtede i stor stil til byen. Den blev kraftigt angrebet med store tab og lidelser for befolkningen, men Chongqing blev dog aldrig indtaget.

Byen er i rivende udvikling og er den største industriby i Sydvestkina. Billig elkraft fra Yangze dæmningen, og muligheden for at større skibe kan anløbe byen, gør at forventningerne til femtiden er tårnhøje.

Der er på grund af byens stejle bakker, ingen cykler i Chongqing. Vi besøgte Luohan templet der er bygget for ca. 1.000 år siden, til ære for 500 buddhistiske Arhats, en slags helgener.

Templet ligger indeklemt mellem moderne højhuse, det er helt specielt at gå rundt derinde, og alle deres mange lygter på hustagene er forsynet med el-spare pærer.


Den næste dag fløj vi til Xian der har været Kinas hovedstad gennem mere end 2.000 år, og som i århundreder var udgangspunktet for silkevejen.

I Xian ser vi den første kejser Qin Shi Huang Dis´s (221-206 f.kr.) fantastiske terrakotta hær. Den første terrakotta figur blev fundet i 1974 af en bonde der gravede efter vand, siden er der fundet ca. 6.000 af dem.

Kejserens mausoleum der efter sigende skulle indeholde store rigdomme, er aldrig blevet udgravet, så terrakotta hære bevogter stadig kejserens sidste hvilested.


Kina har allerede før den første kejser været inddelt i dynastier, som Xia og Zhou, medens Qin-dynastiet (221-206 f. kr.) opstod efter at Fyrst Zheng havde erobret samtlige fyrstedømmer. Derpå fulgte Han-dynastiet, (206 f. kr. -220 e. kr.) , derpå Jin, Sui, Tang, osv.


 Xian er præget af den muslimske kultur som giver sig til udtryk når man vandre rundt i gaderne.

Vi besøgte den ”Store Vildgås Pagode” og om aftenen oplevede vi et specielt teatershow, på den såkaldte Peking Opera, det skrigeri kunne vi nu godt have undværet, og hvis vi ville have set artister, kunne vi være gået i cirkus.

 

Den næste dag var der afgang til Beijing, vi ankom til Den Himmelske Freds Plads om formiddagen. Vi spiste frokost i Historisk Museum, og besøgte bagefter den forbudte by, (Paladsmuseet). Det er et meget stort område med utallige smukke og særprægede bygninger

Paladset er grundlagt af kejser Yongle og bygget af op mod 1. million arbejdere i årene 1406-1420.

Paladset har været nedbrændt flere gange og det nuværende palads er fra det 18. århundrede.


Efter morgenmaden den næste dag, kørte vi nordpå til Den Kinesiske Mur, der snor sig 6.000 km over bjerge og gennem ørkner. Byggeriet blev startet før Kristus, for at holde barbarerne fra nord ude. Under den første Kejser Qin, blev over 300.000 mand sat til at samle de mange mure til en lang mur, det tog 10 år.

Vi tog tovbanen fra Mutianya, op til et sted hvor muren er restaureret, og stod nu på den Kinesiske mur. Det er en hel speciel følelse, at stå på så berømt et sted og man er meget imponeret. Følelsen bliver ikke mindre efterhånden som man går ud af muren og dens storhed rigtig går op for en. Yangze var en stor oplevelse, men muren er bestemt ikke mindre.


Besøget ved ”Åndealléen” var vel nok det mindst interessante på turen, og da Minggravene var under restaurering i anledning af at Beijing skal have de Olympiske lege i 2008, valgte vi at se den underjordiske by i stedet for.

Det var meget interessant at se nogle af de flere hundrede kilometer gange som man anlagde fra 1969 til 1979 under kulturrevolutionen, fordi man pga. uenighed med Sovjetunionen frygtede et atomangreb på Beijing. Alle gangene der lå i 4, 8 eller 15 m. dybde havde også et antal store beskyttelsesrum med 90 nedgange fra fabrikker og forretninger, universiteter og regeringskontorer mm. således at der i løbet af få timer kunne evakueres omkring 5 mill. mennesker fra Beijing centrum. Efter at frygten for et angreb er aftaget, har man ombygget beskyttelsesrummene til hoteller, restauranter, teatre, biografer og skøjtebaner og også til lagerrum for butikker.


Det er kun en lille del af de underjordiske gange turisterne får lov at se, og selvfølgelig er der også indrettet et salgssted hvor man kan købe forskellige ting. Her kan man også se hvordan silken fremstilles og købe både silkestof og silkedyner. De siger at det er en militær virksomhed, men det er vidst kun for at gøre det hele mere interessant.      


Om aftenen var der afskedsmiddag med den berømte Pekingand, vi har hørt mange sige at det var en stor skuffels, og måske netop fordi vi ikke ventede noget særligt, syntes vi, at det var en udmærket aften.


Dagen efter nåede vi, inden vi skulle flyve hjem, at besøge et af Bejings markeder, så vi kunne få købt lidt med hjem.

Vi havde på turen en rejseleder der var historisk faglig dygtig, men hans evner som rejseleder var imidlertid knapt så imponerende, hvilket resulterede i, at den i forvejen meget kompakt anlagte tur blev endnu mere kompakt, så der ikke var tid om aftenen til at gå ud på egen hånd.


Kina bar tydelig præg af at det skal have de Olympiske lege i 2008, selvfølgelig specielt i Beijing hvor der overalt sås bygninger og veje under opførelse. I den forbudte by var flere bygninger under restaurering og selve paladset var helt pakket ind i stillads og presenninger så man ikke kunne komme derind, ligesom mange andre seværdigheder var lukket pga. restaurering..  


At Kina er et land i rivende udvikling ser man overalt men man ser også stor fattigdom og mange mennesker der lider nød, man ser tiggere på gaderne uden arme eller ben, eller med åbne sår, man kan vælge at give dem noget, eller lade være fordi man ikke er sikker på at de selv, men mafiaen får gavn af pengene.


Vi gav i et par tilfælde nogle mønter til dem og i et tilfælde oplevede vi hvor taknemmelig han var, for da vi kom tilbage samme vej og han genkendte os, bukkede han og hilste venlig på os.  


Kina var en stor oplevelse som vi kan anbefale, fordi man dermed får et lille indtryk af en nation som kommer til at betyde mere og mere på verdensplan.


Se fotos fra Kina