Randi og Richardt Rolsted. Velkommen til vores side med, Randis Malerier, beskrivelser af udlandsrejser,  af ture i Danmark og fotos fra dem, samt Richardts Apropos.


Krydstogt Østlige Middelhav 2012

Rejsebureau: Best Travel


Rejseform: MSC Cruise


Vi tog den 21. oktober af sted på et 8 dages krydstogt i middelhavet med MSC Musica, bestilt gennem Best Travel, det var sådan en slags prøve på om krydstogt var noget for os, samtidig med at vi kunne komme til at se et par af de vigtigste steder i Grækenland, hvis de da ikke strejkede.


Dag 1.

Turen udgik fra Venedig, så vi fløj fra København kl. 9.40, og efter mellemlanding i Zurich landede vi i Venedig Marco polo lufthavn, hvor vi blev transporteret til MSC Musica, for afsejling kl. 17,30.

Da vi skulle spise i restaurant Le Maxim opdagede vi at der var problemer med det vi havde bestilt.
Vi havde hjemmefra betalt for en vin pakke "Allegro pakken" som bestod af 4 flasker vin og 7 flasker mineralvand, men tjeneren sagde at det ikke fremgik af vores kort, så vi måtte selv betale.

Vi betalte så for noget vin til den  i øvrigt velsmagende mad.
En henvendelse til MSC servicedisk bekræftede, at de ikke havde nogen oplysning om, at vi skulle have betalt for en vin pakke. Jeg gik derfor næste formiddag til Internet rummet og sendte en mail til Best Travel , for at gøre opmærksom på fejlen og bad dem tilbagebetale det betalte beløb.


Dag 2.

Vi lagde til i Bari kl. 13,00 og vi valgte en guidet rundtur i byen hvor vi bl.a.  så Sct. Nicolas kirken, byens centrum og markedspladsen, de 2 gange 20 euro var nok lige i overkanten for to timer, men alternativet havde været at vi ikke havde set noget, så det var OK.


Dag 3.

Vi ankom til Katakolon i Grækenland kl. 12,30 og tog på en guidet tur som vi, tillige med to andre ture havde betalt hjemmefra. Turen gik først rundt i byen og derpå til Olympia, hvor vi så ruinerne der stammer helt tilbage fra de første olympiske lege. Det var jo som forventet en samling gamle faldne murbrokker og søjler, men det var det historiske sted, og det i sig selv det hele værd, men det gav også et godt indtryk i datidens byggekunst, hvilket ikke var så lidt imponerende.


Dag 4.

Kl. 8,00 lagde vi til i Santorini havn, og efter en tur langs kajen valget jeg og en anden fra de tre andre danske par, at tage svævebanen op til selve byen for at se nærmere på den.
Det var en smuk by i det bjergrige terræn, men selvfølgelig spækket med Juvelerbutikker og butikker med læder varer, tøj og souveniere. Pia Kjærsgård så vi dog ikke noget til.

Efter Santorini gik turen til Mykonos hvor vi ankom kl. 19,30 og var der til kl. 1,00 om natten.
Mykonos så vi intet til, det regnede kraftigt så vi blev ombord og hyggede os og fik set et af de fantastisk flotte shows som der var om bord hver aften.


Dag 5.

Vi ankom til Piraeus kl. 7,30 og her kom vi så på vores anden forudbetalte tur til Athen.
Lige som Olympia var det et must at vi i Athen skulle se Acropolis, Partenon, og Odeon, det blev da også en rigtig god tur, hvor vi i modsætning til Olympia havde en virkelig god guide som talte tydeligt og bl.a. gav os tid til at gå på egen hånd, så man kunne finde de helt rigtige motiver og fordybe sig i hvad man ellers ville.
Før vi kørte op til Acropolis, gik turen igennem byen for at få et indtryk af den, og for at se på Panathenaic Stadium, hvor de første moderne olympiske lege blev afholdt i 1896.


Dag 6.

Vi ankom til Corfu kl. 13,00 og kom på vores tredje forudbetalte tur, bl.a. til et munkekloster.
Selve øen var smuk, og til forskel fra de andre øer, en meget grøn ø, med blandt andet laguner hvor der kunne bades. Selve besøget på klostret var, som sådan noget nu er, men det var da interessant og det havde en smukt gammel kirke. Der var også en fantastisk udsigt der oppe fra.


Dag 7.

Vi lagde til i Dubrovnik kl. 9,00. Da vi ikke havde købt nogen tur, gik vi selv en tur langs med vejen til vi nåede lystbådehavnen, her var der en kopi af et gammelt træskib som lignede et man har set i sørøverfilm. Der var også et meget lokalt blomster og grøntsags marked.
Vi fik fotograferet lidt, men vendte hurtigt tilbage til skibet, hvor vi senere fik at vide at vi var gået glip af en spændende by ved ikke at være taget med på turen.

Vi afsejlede kl. 14,00 med kurs mod Venedig.


Dag 8.

Ankomst nær Venedig havn skete kl. ca. 8,00 men her begyndte problemerne så.

Det blæste mellem 85-90 km/t så vi ikke kunne lægge til i havnen, efter nogen tid sejlede skibet videre uden at vi fik nogen besked. Vi havde forladt vore kahytter som vi skulle kl. 7,00, men da vi endelig havde fået at vide at man ville sejle til Ravenna, så fik vi ved 10 tiden lov til at vende tilbage til vores kahytter.
Her ventede vi på nærmere besked som først kom kl. 15,45 da vi skulle forlade kahytter igen for at gå til vore respektive mødesteder, klar til at gå i land når den etikettefarve vi havde fået på kuffert blev kaldt op, det blev til en meget lang venten.

Da dem med grønt mærke, efter et par timer, endelig blev kaldt til samling, endte vi udenfor i et stort telt, hvor vi selv skulle finde vores bagage, derefter blev dem der skulle til lufthavnen, gennet til en side for at vente.
 
Med ca. 2500 mennesker, opstod der hurtigt et enormt kaos, efterhånden som flere og flere kom til at stå ude i kulden, gik der nærmest panik i folk for at komme ind i busserne og komme videre, det resulterede i at vi også blev gennet udenfor, hvor vi så stod i omkring en time ved en temperatur på 10 grader i kraftig blæst, og i meget lidt tøj.

Da vi endelig kom op i en bus, kørte den os til Venedig havn, en tur på tre timer, her blev vi der skulle i lufthavnen først jaget ovenpå, derefter ned igen til en bus, der så kørte os til lufthavnen.
Vi ankom til lufthavnen lidt i 22, hvor der ikke var nogen fly vi kunne komme med.

Vi gik derfor hen til MSC kontoret, og fik lovning på at blive kørt på et hotel i løbet af et kvarter, men det ene kvarter blev til fem kvarter, inden vi kom med en bus til et hotel 40 km. uden for byen.

Da vi ankom hertil ved 23,30 tiden, fik vi endelig noget mad og derpå stod vi i kø i to timer for at få at vide hvornår vi kunne komme videre, og få vores nye flybilletter. Endelig klokken halv tre kunne vi gå i seng og sove 4 timer før vi blev kørt til lufthavnen, og herfra gik det glat igennem.

Der er ikke for meget at sige, at håndteringen af de passagerer der skulle fra borde, var en ren katastrofe, hvor mange der er blevet syge af at stå i lang tid i kulden, kan man jo ikke vide, men i hvert fald blev vi begge to godt forkølede af den omgang.

At sende dem der skulle videre med fly, først på en tre timers bustur til Venedig havn, og derpå efter endnu en ventetid, med en ny bus og en køretid på ca. en time til lufthavnen, for blot her at vente over en time før turen gik til et hotel, det var jog så fuldkommen tåbelig, vi havde overho­vedet ikke noget at komme i lufthavnen  efter, når der ikke var blevet booket en ny tid til os.
Man kunne lige så godt have sendt os direkte på hotel med det samme, så vi kunne få noget mad og en god nats søvn.

Overordnet bedømmelse.

Cruiset med MSC var en rigtig god oplevelse med et flot skib, virkelig god underholdning, god og varieret mad, flinkt og venligt personale. Vi så hvad vi havde forventet, bl.a. ældgammel  kultur, smukt landskab med skønne øer og historiske byer.

Skal vi endelig komme med en smule kritik, så var det at der manglede lidt kommunikation, og den der var, kunne være lidt svær at forstå. Men sådan må det nok være, når en meddelelse skal foregå på seks forskellige sprog, så må det går stærkt for ikke at kede passagererne mere en nødvendigt, og dermed bliver det let uforståeligt.

MSC magtede derimod ikke, at klare den situation der opstod da vi ikke kunne lægge til i Venedig. Herfra var alt kaos som det fremgår af ovenstående, man fik det indtryk at det der var vigtigst for dem, var at få alle gæster fra borde så hurtigt som muligt, så de kunne få de nye ombord og gøre så godt indtryk på dem, og så blæse være med de tidligere passagerer.
MSC's personale var både flinke og venlige, men der var overhoved ingen styring på opgaverne.

Best Travel hvor turen var købt, kan ikke klandres for MSC's kaos, men det pynter heller ikke at en  sam­ar­bejdspartner ikke kan sit kram, og man kan heller ikke påstå at de er særligt service mindede.

Jeg havde som omtalt sendt en mail fra skibet om vores problem med vin pakken, men da vi kom hjem var der intet svar fra Best Travel, derfor ringede jeg og fortalte om vores problem, den dame jeg talte med var meget forstående og var også villig til at betale de udgifter vi havde haft op til det kvantum som vinpakken omfattede.

Jeg sender derpå en mail til Best Travel med dokumentation for vores faktiske udgifter, men får det svar at de kun vil dække de indbetalte 520 kr., og kommer så med et par begrundelser som ikke giver nogen mening, de virker nærmest som at være dårlige undskyldning for ikke at ville betale.

Efter mere mail korrespondance og et hav af bortforklaringer fra Best Travel, meddeler jeg, at da Best Trave ikke kan indse det rimelige i mit krav, som alene går ud på at få dækket de faktiske udgifter vi har haft fra det indbetalte beløbe på 520 kr. og op til den faktiske værdi af pakken på ca. 800 kr. hvor vores udlæg er 795 kr., så er der ingen grund til at tærske langhalm på den sag, som bestemt ikke klæder Best Travel.

Jeg er sikker på at vi har krav på at få det fulde beløb, når det ikke er vores fejl, men et beløb på 275 kr. er det ikke værd at slås om. Vores indtryk af Best Travel var fra start positivt, og derfor er det skuffende, at de har en tilsyneladende inkompetent medarbejder der fuldstændig ødelægger dette indtryk, så vi derfor ikke længere vil benytte Best Travel.

Man kunne vel også på baggrund af den uheldige oplevelse med MSC som jo er Best Travels samarbejdspartner, have forventet en vis form for kulance, selv om man ikke var enig i vores krav.



Se fotos fra Krydstogt