Randi og Richardt Rolsted. Velkommen til vores side med, Randis Malerier, beskrivelser af udlandsrejser,  af ture i Danmark og fotos fra dem, samt Richardts Digte og vers.

Test


Det Vestlige USA 2002

Amerika på egen hånd 2002


Dag 1. 09.09.2002.

Efter starten fra København den 9. sept. 2002, kl. 08.35 mellemlandede vi i Heatrow lufthavn i London, og var nu om bord i en stor jumbojet på vej ud til startbanen. Som sædvanlig havde jeg denne underlige fornemmelse i kroppen når jeg skal ud at rejse, denne blanding af forventning til rejsen og fascinationen over, at skulle ombord i et kæmpemæssigt cigaretui på omkring 100 ton, som med sit indhold af bagage og mennesker på omkring yderligere 100 ton, om et øjeblik ville lette fra jordens overflade og bringe os op over skyerne til en højde af omkring 11. km.

Dette var vores andet forsøg på at komme til Amerika på engen hånd, året før den 11. september 2001 havde vi forsøgt at komme derover, den gang via München, men kort før vi fløj ind over Island meddelte kaptajnen at luftrummet over USA var lukket.

I første omgang lød meldingen på at et fly var fløjet ind i World Trade Centret, vi undrede os over den besked for hvorfor lukke luftrummet blot fordi et fly var forulykket og ramt en bygning.

Kort efter fik vi imidlertid at vide at der var tale om to fly, og, at der var tale om en terroraktion.

Det forklarede unægtelig hvorfor luftrummet var lukket, og endnu tydeligere fremstod det et øjeblik efter da vi fik oplyst at der var tale om kaprede fly og at de var to af i alt otte fly som man i alt mente der var blevet kapret.

Næste melding lød på, at et andet fly var fløjet ind i Pentagon og et fjerde var styrtet ned ved Pitchburg.

Vi hørte derefter ikke mere til at der skulle være flere fly i luften, senere fik vi at vide, at de to tvillingetårne var styrtet sammen.

Vi sov på et hotel i München og tog hjem, dagen efter at verden var blevet en anden.

Nu var vi altså af sted igen og fløj nu stødt og roligt mod San Diego som var vores start og slut mål.

Turen på de ca. 11 timer forløb stille og roligt uden at vi dog fik sovet særligt meget.

Vi ankom til San Diego lufthavn kl. 14.35 den 10. sept. 2002, og stiftede straks bekendtskab med myndighedernes skrappe restriktioner idet de konfiskerede det mad vi havde beregnet at skulle have at spise til aften. Vi fik losset vores bagage ombord i den lejede bil, en Buick Le Sabre, og fik med lidt besvær, på grund af noget vejarbejde, fundet vores hotel og fik os installeret.

Vi var godt sultne og fik da også fundet et sted hvor vi kunne få noget at spise, den store kulinariske oplevelse var det dog ikke, men mætte blev vi da, for 2 gange 99 cent for hver.

Hjemme på hotelværelset studerede vi bykortet lidt, så vi vidste hvor vi skulle handle den næste dag, inden vi kørte mod Las Vegas, og så gik til køjs.


Dag 2.10.09.2002.

Vi stod op kl. 6.15 efter en ikke særlig god nattesøvn, dels på grund af varmen men også støjen fra aircondition anlægget. Vi spiste et beskedent morgenmåltid på hotellet. Efter nogen søgen fandt vi en forretning hvor vi kunne få nogle drikkevarer og lidt proviant til turen.

Vi kørte fra San Diego kl. 9.00, med et enkelt stop, samt et ved grænsen til Nevada hvor vi i Visitors Centret fik booket værelse på Imperial Palace til $55 pr. nat, var vi efter 555 km., kørsel i Las Vegas.

Vi havde igen lidt besvær med at finde hotellet, men fik os da installeret ved ca. 16. tiden, og efter at have pakket ud og slappet af et kvarters tid, gik vi ned på hotel Le Mirage for at se om vi kunne få 2 uafhentede billetter til Sigfred og Roy’s show. Efter ca. 1 times venten lykkedes det os, og det var besværet og alle pengene ($211) værd, aldrig havde vi set noget lignende, det var et orgie i lyd, farver, dans og ikke mindst Magi.

Da vi ikke havde sovet særlig godt om natten, gik vi hjem på hotellet og gik på hovedet i seng kl. 22.00.


Dag 3. 11.09.2002.

Efter endnu en urolig nat, hvor de store aircondition anlæg, der var anbragt på de lavere tage under os, havde sørget for nattens støj, stod vi op kl. 8.00.

Vi kørte af The Strip, ud til Circus Circus fordi der skulle være billigt at spise morgenmad, og det var det muligvis også for der var i hvert fald en meget lang kø, så vi gik på jagt efter et andet sted og fandt også et hvor vi fik et solidt morgenmåltid. Bagefter gik vi rundt i Kasinoet og så bl.a. på cirkusoptræden to gange, ganske gratis. Vi kørte derpå tilbage og fik bilen parkeret og gik over til Bally´s for at købe billetter til et show der hed Jubilee. Hjemme på hotellet igen, spiste vi lidt, ordnede regnskab og fik os et lille hvil.

Vi ville nu prøve en såkaldt Casino Hopning. Vi startede i Tressior Island, hvor der skulle være udkæmpet et større søslag, men pga. at det var 1. års dagen for tragedien i New York, var det aflyst. Vi fortsatte til Le Mirage for at se på hvide tigre og Sigfred og Roy´s Zoo for løver og tigre, men vi ville ikke give $10 for at se dem, det fortrød vi godt nok senere.

Zaesars Palads var en oplevelse for sig selv, det var simpelthen ubeskriveligt, alt var bygget som om man befandt sig i det gamle Rom.

Vi syntes ikke at vi kunne rumme mere, eller se noget flottere, og vi skulle også have noget at spise inden vi skulle klædes om til Jubilee showet. Showet var næsten lige så farverigt og flot som Sigfred og Roy, men de to show’s kan i øvrigt ikke sammenlignes, dette var en hel anden oplevelse.

Om eftermiddagen havde vi filmet byen, og nu hvor det var aften, filmede vi løs med alle de flotte farver og et vand show ud for hotel Belaggio, det var også ubeskriveligt flot.

Godt trætte gik vi i seng kl. 24.00.


Dag 4. 12.09.2002.

Efter en nogenlunde søvn vågnede vi ved 8. tiden og fik pakket og checket ud, før vi kørte hen og fik noget morgenmad, og fik fyldt benzin på så vi havde til dagens kørsel.

Første stop blev ved Visitors Center i Utha, igen fik vi en fin behandling, og den ældre herre på over 90 år fortalte, at hvis vi ville se alt i Utha så kunne vi godt ringe hjem til ”Your Folks at Home” og fortælle dem, at vi ikke kom hjem de første fire år.

Turen igennem Zion NP., det var en meget smuk og betagende oplevelse. Vi købte et Pas til alle nationalpar­ker­­ne i USA, det kostede os $50 men vi havde regnet ud, at vi ville spare omkring det samme beløb, med det antal nationalparker vi regnede med at skulle se.

Bryce Canyon var igen noget helt unikt, man tror ikke rigtigt sine egne øjne så smukt og utroligt er det. På mængden af fotos og videofilm vi bragte med hjem kan man også udlede vores begejstring over stedet, vi fik derfor brugt mere tid på de to parker end vi havde regnet med.

På vejen tilbage fra Bryce NP., nød vi igen Red Canyon med sine helt utrolige former og røde farver.

Vi fortsatte ad HW89 mod nord da vi kom tilbage til den, og på grund af det fremskredne tidspunkt besluttede vi, at vi ville køre til klokken godt 18.00, og så finde det første det bedste hotel.

Men ruten ad HW89 viste sig at være meget øde, med kun meget små byer, hvor en amerikaner måske ville overnatte, men vi skulle altså ikke nyde noget.

Vi kom til Richfield kl. ca. 18.45, bookede ind på Best Western og fandt derpå et sted at spise, det trængte vi til efter 571 km kørsel..


Dag 5. 13.09.2002

Efter endnu en urolig søvn vågnede vi tidligt, gad vide hvornår vi får en god nattesøvn??, nå men det tegnede til at skulle blive til en begivenhedsløs dag, for vi skulle jo ”kun” køre til Yellowstone, vi skulle ikke se noget bestemt på ruten, blot nyde den natur vi nu måtte komme igennem.

At vi så overså en afkørsel til HW50 så vi kom ca. 25 km ud af HW70 før vi kunne komme tilbage, betød kun, at vi fik det meget smukke bjerglandskab at se to gange.

Det var jo kun en bagatel af en fejl, værre var det da vi skulle have benzin på vognen igen, for da kunne vi ikke finde mit Visa kort, !! panik!!

Randi fik ved hjælp af tankpasseren, fundet nummeret til den sidste tank vi havde tanket på, og de havde heldigvis fundet kortet. Men hvad skulle vi nu, at ringe fra en mønttelefon for at spærre kortet var nærmest umuligt, så vi ventede til vi kunne komme til at snakke med Anne og Dennis, i Danmark og blev så enige med dem om, at de skulle ringe og spærre kortet med det samme, og så måtte vi sende en fax til banken for at få dem til at overføre nogle penge til Randi’s konto så vi kunne bruge hendes Visa kort. Først derefter kunne vi slappe af og komme i seng efter dagens oplevelser og kørsel på 702 km.


Dag 6.14.09.2002

Vi stod op kl. 6.30, fik noget morgenmad og kørte så mod Yellowstone, der var lidt længere end vi havde regnet med, en ca. 130-140 km.

Vi valgte at køre ad vejen mod syd i Yellowstone, da der var vejarbejde ad vejen mod nord, og det havde vi ikke lyst til at starte med. Vi var ikke mere end lige kommet ind i parken før vi så de første Bisoner så de måtte jo straks filmes. Det næste vi så var gejsere og boblende mudderdamme, vi så også den berømte Old Fathful gejser springe, men den var lidt af en skuffelse, til gengæld var det den eneste skuffelse i parken, men det var også en skuffelse at vi igen skulle køre forkert, bl.a. fordi jeg var stædig og ville videre af den vej vi lige var kommet af, det kostede os tid og ca. 80 km ekstra kørsel. Det var der jo ikke noget at gøre ved, men vi lærte da også af det, så vi ikke kørte forkert mere i parken.

Yellowstone var en stor oplevelse med det meget varierende terræn, med store Bison flokke både nær og fjern, og med enkelte af dem gående på vejene. Vi så også hjorte, Elge og Moose.

Kort sagt var det en stor oplevelse som var både dagens 610 km, samt turen frem og tilbage på 1770 km. værd.


Dag 7. 15.09.2002.

Hurra! I nat sov vi godt.

Turen fra Rexburg til Richfield var en forholdsvis uinteressant tur, i hvert fald i starten men efterhånden blev den mere bjergrig og dermed også smukkere.

Vi var taget fra Rexburg ved godt 9 tiden og ankom til Richfield kl. ca. 16 og det første vi gjorde var at hente mit Visa kort. Hele måden den unge dame tog situationen på og reagerede på, gjorde at vi sagde til os selv, at det kort var garanteret ikke blevet misbrugt, og tale om en eller anden form for erkendtlighed for at de havde taget sig af kortet og opbevaret det til os kunne der ikke være tale om.

Det tog os nogen tid at finde et hotel, men til sidst valgte vi Nights-Inn.

Efter diverse gøremål bl.a. tøjvask, gik vi over til Little Wonder hvor vi tidligere havde spist, og fik os noget aftensmad. Efter at have set nyheder på CNN, lagde vi os til at sove så vi kunne komme tidligt op.

Kørt ca. 637 km.


Dag 8. 16.09.2002.

Også i nat fik vi sovet ordentligt, og efter morgenmad i Little Wonder, og afsendelse af postkort, kørte vi mod Cortez.

At sige at det er en af de smukkeste ruter vi har kørt indtil nu er ikke overdrevet.

Stort set hele vejen ad HW 70 foregik i et bjergrigt område som vekslede ustandseligt. Da vi drejede sydpå ad 191, havde vi ikke længe efter Arches NP på vores venstre hånd, noget fortalte os at den var noget særligt, og da vi havde rimelig med tid besluttede vi os gudskelov for at se nærmere på den. Den var også noget helt specielt som næsten ikke er til at beskrive.

Efter denne oplevelse blev landskabet mere almindeligt og bestod for en stor del af landbrugsjord.

Vi ankom til Cortez kl. 16.40 og fandt et motel som hed Tomahawk Inn, et nydeligt sted hvor vi overnattede. Vi spiste aftensmad på Pitahut, og det var bare godt.

Kørt ca. 500 km.


Dag 9. 17.09.2002.

Mesa Verde!, hvad forventede vi, hvad kunne vi forvente, ja vi vidste det ikke rigtigt.

Derfor besluttede vi os for at lade dagen gå som den nu kunne, vi kom derfor lidt sent af sted, bl.a. fordi det varede ret længe inden vi fik serveret vores morgenmad.

Efter indgangen til Mesa Verde startede vi på en bjergkørsel der førte os op i nærheden af 2500 m., før det igen gik nedad. Ved Visitors Centret blev vi klar over at turen til Spruce Tree House passede til vores temperament.

Vi gik først ned af en asfalteret sti og kom efterhånden ned til klippehylden hvor indianernes klippehuler lå. Det var utroligt interessant at se hvordan de havde boet og hvordan de havde fået bygget hulerne op, vi var også nede i en Kiva, en underjordisk hule som de havde mange af.

Det er utroligt at tænke sig, at der har boet mennesker der for ca. 700 år siden, og hvor de så pludselig er blevet af. Vi syntes at det var en god og interessant oplevelse som sammen med flere andre ruiner og udgravninger vi så, gav os et godt indblik i deres samfund.

På museet var der også en masse spændende ting der fortalte om Asasifolkets hverdag.

Da vi havde set hvad vi ville, besluttede vi at tage tilbage til Cortez og overnatte, så kunne vi få tid til at ordne forskellige ting, så som regnskab, skrive kort og se på ruten for den næste dag, så derfor kom vi kun til at køre ca. 125 km. den dag.


Dag 10. 18.09.2002.

Vi stod tidligt op og kørte kl. 8.30.

Første punkt på turen mod Grand Canyon skulle være Four Corners, punktet hvor Utha, Colorado, New Mexico og Arizona mødes. Da vi kom dertil, hvor der bl.a. skulle være et monument, skulle vi betale $6 for at komme ind. OK, havde det set interessant ud, så havde vi nok ofret de penge, men det så ærlig talt noget primitivt ud, så vi vendte bilen igen og tog tilbage et stykke af den vej vi var kommet, og fortsatte så gennem det øde landskab mod Monoment Valley.

Efterhånden som vi kom nærmere trak det kraftigt op til regn, og da vi begyndte at kunne se bjergene i Monoment Valley, regnede det stærkt. Det var derfor ikke meget vi fik set der, men vi kunne dog se at det var enormt flot og majestætisk i sin fremtoning, og man havde ligesom en fornemmelse af at have været der før, hvilket man sådan set også havde, især hvis man har set en del cowboy film.

Vi blev enige om at køre videre og ikke stoppe før Grand Canyon, med mindre det fortsatte med at regne. Det gjorde det heldigvis ikke, efterhånden som vi forlod Monoment Valley begyndte det at klare op, og da vi nåede Grand Canyon var det igen solskinsvejr.

Grand Canyon day.

Så oprandt en af de dage jeg havde set frem til, og for den sag skyld også Randi, selv om hun har set Grand Canyon før.

Vi så det første af Canyonen ved Dessert Wiev, og det var et betagende syn, man kan simpelthen ikke forestille sig noget så kolossalt, lige så langt øjet rakte kunne vi se disse enorme kløfter skære sig igennem landskabet.

Vi fik reserveret et hotelværelse og blev enige om, at bruge resten af dagen og noget af næste til, at se nærmere på dette naturfænomen.

Vi havde om aftenen været ud for at se solnedgang over Grand Canyon, men var kommet lidt for sent, det bliver jo lige pludselig mørkt på de kanter, så pludselig, at vi for vild nede i selve Grand Canyon Village, fordi vi overhovedet ikke kunne læse de sparsomme skilte. Efter ca. 1 time, 11km. kørsel, og tre forespørgsler, fandt vi dog tilbage til vores hotel på Market Platz.

Kørt 467 km.


Dag 11. 19.09.2002.

Vi stod tidligt op, og uden morgenmad kørte ud vi for at se solopgangen, men kom også her for sent til at opleve selve øjeblikket hvor solen stiger op over horisonten. Men ligesom om aftenen var det stadig et betagende syn.

Efter at have fået noget morgenmad og checket ud fra hotellet, kørte vi ud til Major Point og et par andre udsigtspunkter.

Grand Canyon skal ses, den kan ikke beskrives så storslået er den, man fatter simpelthen ikke, at en flod, selv igennem årtusinde, har kunnet fjerne så meget materiale, at det er blevet til så dyb en kløft ned i platoet.

Efter at have set os mætte, kørte vi sydpå mod Williams, vi måtte vente ved et vejarbejde i ca. 15 min, før vi kunne komme videre. Vi kørte nu mod Kingman, hvor vi lidt uden for byen fik tanket op og fik os en Hot Dog og noget at drikke. Fra Kingman kørte vi nordpå ad 93 og på et stykke på ca. 70 mils kørte vi ligeud hele tiden - helt lige - igennem et typisk prærielandskab.

Vi ankom til Boulder City, (som i parentes bemærket oprindelig var den by der blev bygget til de arbejdere og deres familier der byggede Hoover Dam) hvor vi skulle finde ”vores” motel Super 8, men nej, vi endte med at køre ind på et stort Hotel Cassino lige ved motorvejen. Skiltet viste $29 men vi måtte af med $55.

OK det var pengene værd. Vi traf nogle søde mennesker fra San Diego som vi udvekslede tlf. nr. og E-mail adresser med, og som sagde, at hvis vi havde brug for hjælp når vi kom til San Diego, så skulle vi bare ringe.

Vi sov godt og forlod hotellet kl. 8,45 efter et solidt morgenmåltid til 99 cent.


Dag 12. den 20.09.2002

Det blev en slags ”Operation ørkenstorm”, nå ja storm var det nu ikke, men ørken hele dagen. Efter hotellet fandt vi hurtigt den rette vej mod Death Valley. Allerede efter Pahrump fik vi en forsmag på hvor øde turen ville blive, men fra Pahrump og til Death Valley kørte vi bjergkørsel inden vi kom til selve dalen.

I dalen var der øde og på en strækning af ca. 100 km, fandtes der ingen huse, mennesker eller nogen form for hjælp, bortset fra nogle tanke ved vejsiden med vand til bilernes kølere.

Ved Bat Water, som ligger ca. 88 m under havets overflade, var vi for første gang ude af bilen den dag, og varmen som vi anslog til ca. 40 grader slog os i møde og os næste omkuld. Fra at have kørt i ca. 1600 m. højde, stod vi nu ca. 1700 m. længere nede. Det var ikke nogen speciel smuk tur, selv om bjergene på begge sider af og til var både særprægede og imponerende, men det var bestemt en oplevelse som vi begge vil huske altid.

Efter at være kommet til Visitors Center, og dermed ude af den del af dalen som vi havde besluttet at se, kørte vi igen noget bjergkørsel, men denne gang ikke noget særligt, og vi stoppede til sidst i Bishop og overnattede på Roadway Inn.

Kørt 528 km.


Dag 13. den 21.09.2002

Den midterste dag, den 13. på vores rejse, skulle vise sig at blive lidt af en skuffelse, ikke fordi den ikke var smuk men mere fordi den lignede hvad vi kendte fra Europa, som Norge, Østrig og Sweitz.

Der var nogle smukke søer og bjergslugter på den rute vi kørte, men der er åbenbart også nogle smukke vandfald, hvis man køre ad en anden rute gennem Yosemite dalen.

Måske skyldte vores mindre skuffelse også, at vi efterhånden havde set så meget smukt, at der skulle meget til at imponere os.

Bjergkørsel fik jeg dog indøvet, idet vi i ca. en halv time kørte nedad hvor rattet ustandselig skulle drejes fra den ene side til den anden, uden at vi først kørte ligeud et stykke.

Vi fandt uden større besvær vores hotel Econo Loge ved I5, og slappede af fra kl. ca. 15.30

Kørt 370 km.


Dag 14 den 22.09.2002.

Vi stod op kl. 6.30 og var nu på vej mod San Fransico kl. 8.00. Efter at vi havde fået tanket kort efter start, gik det nemt og smertefrit derudaf, men da vi ville ud ad HW 1. gik det galt i St. Rafael, men ikke mere end at efter at Randi havde spurgt en panser om vej, fandt vi ud til HW1.

Jeg havde læst noget om Moor Woods, så der kørte vi imod, vi kunne jo alligevel ikke få hotelvæ­relset før efter kl. 12.

Lige pludselig befandt vi os på nogle bjergveje som snoede sig mere end dem på vejen til Yosemite, disse var bare dårligere. Vi kom da omsider frem men kunne ikke få en parkeringsplads, det var åbenbart et yndet udflugtsmål for Amerikanerne på en søndag. Vi kørte derfra ad en lidt mindre snoet vej og fandt tilbage på HW. 101. Da vi nåede frem til Golden Gate var den delvis indhyllet i tåge så det var begrænset hvad vi kunne se af den. Vi fandt uden besvær vores hotel og checkede ind kl. 12.00.

Efter udpakningen gik vi ned til Visitors Center for bl.a. at købe 2 tredages kort til diverse transport­­midler i SF. Fra Market street og Powel street tog vi efter ca. 20 min. venten, en Cabel Car som kørte til Fishermans Warf. Det var noget af en oplevelse at skramle af sted i sådan et køretøj. Fischermans Warf var også en speciel oplevelse med et mylder af mennesker fra alle vegne af verden, og der var mange forskellige former for underholdning der.

Vi var ombord på USS Pampanito, en ubåd som havde deltaget i anden verdenskrig, det var ret spændende, interessant og imponerende, desværre har vi ingen billeder derfra da filmen havde sat sig fast i kameraet.

Vi havde gået ad en noget lurvet gade ned til Inf. Centret, så vi blev enige om at gå hjem af O’Farrel St., og den var også betydelig pænere, vi så ingen ligge og sove på gaden eller rode i skraldespandene som vi havde set flere andre steder.

Vi fandt ikke nogen restaurant på vejen hjem som vi ville besøge, så vi spurgte på motellet, de anbefalede os Tommy’s Joint som lå på hjørnet af O’Farrel og Van Nees.

Det var et mærkeligt, men øjensynligt populært sted, og maden så ret godt ud, men man skulle selv hente den ved en disk, det gjorde vi så, men tog den med hjem på hotellet. Det var en lidt mærkelig mad men den smagte godt og den var også rimelig billig, $16 for os to incl. Salat, hvilket vil sige ca. kr. 125.

Kørt 575 km.


Dag 15. den 23.09.2002.

Vi sov godt i nat, og Randi hele natten, men vi havde også fået rørt os noget dagen før. Vi ringede lidt over 8 efter billetter til Alcatraz og fik nogle til en afgang kl. 10.45, så der var lige tid til at rydde op og så komme af sted til Pier 41. Vi kom i god tid og så igen lidt på Fischerman’s Warf.

Alcatraz var endnu en stor oplevelse og samtidig skræmmende, fordi man på nært hold så hvordan fangerne havde levet og var blevet behandlet helt frem til den blev lukket i 1963.

Tilbage på Fischerman’s Warf fik vi os en sandwich med rejesalat og noget at drikke, og tog så Cabel Car’en tilbage til Chinatown. Her gik vi lidt op og ned af gaden, og købte trøjer, en til hver.

Derpå gik vi ned på Union Square og ind i Macy’s, der kom vi hurtigt ud fra igen og gik resten af vejen hjem, hvor vi bl.a. igen så posedamer samle ting op fra affaldsspande, og vi så sovende men­ne­sker på fortovene, og andre som sad og håbede på, at nogen ville give dem nogle penge, enten fordi de var hjemløse eller arbejdsløse.

Kørt 0 km.


Dag 16. den 24.09.2002.

Efter morgenmaden gik vi igen ned til Visitors Centret for at få et kort over byen, bl.a. med 49 mile turen. Det var meget tåget så vi havde besluttet at tage turen til China Town med det samme, men næsten nede ved centret opdagede jeg, at jeg havde glemt vores tre dages kort til div. Transport­midler, så efter at have købt bykortet ($2.40) gik vi tilbage til motellet.

I mellemtiden var tågen lettet, så vi tog i stedet for af sted på halvdelen af 49 mile turen, vi ville ikke ned og køre i selve byen hvor vi i forvejen havde gået og også kørt med Cabel Car.

Ruten skulle iflg. div. oplysninger være godt afmærket, og det var den også de fleste steder, men andre steder kom man frem til en splitvej uden nogen tegn på om man skulle køre den ene eller anden vej. Da vi kom op mod Golden Gate lå tågen så tæt, at vi slet ikke kunne se den, og langs med kysten var der stadig tåget.

Vi fik dog set The Pacific Oscean, og mærket på vandet, vi fik set Golden Gate park, som var en dejlig park, bortset fra tågedisen og den dårlige afmærkning.

Turens højdepunkt var imidlertid Twin Piks hvorfra man kunne se hele San Fransisco, eller den del der ikke lå i tåge.

Efter at være kommet hjem spiste vi, og gik så op til Cabel Car’en og tog med den ned til China Town, her gik vi rundt og filmede og købte nogle småting.

Hjemme på hotellet hvilede vi os lidt inden vi gik ud og fik os en Pizza og sodavand, dvs. jeg skulle prøve noget der hed noget med Dark Beer, fy for pokker, så hellere en Cola trods alt.

Kørt ca. 50 km.


Dag 17. den 25.09.2002.

Efter tre nætter i SF, pakkede vi og satte kursen sydpå, først ad HW101 derpå ad 280 til vi nåede HW1 som vi kørte ad langs hele kysten, der var bare det, at det var så tåget at vi kun glimtvis så kyst og vand.

Vi havde regnet med at kunne komme til Big Bassin Redwood af denne vej, og vi så da også et skilt men kunne ikke komme ind den vej. Vi måtte så helt til Santa Cruz og køre ad 9eren, før vi fik set Redwood træerne, et meget imponerende syn og en dejlig vandretur på 1,5 km.

Vi kørte så videre mod Monterey og Big Sur, men stadig drillede tågen så vi ikke kunne filme og fotografere.

Vi fortsatte længere end vi havde regnet med, men da der ikke var noget særligt at stoppe op for, kunne vi jo ligeså godt fortsætte, og derfor havnede vi i nærheden af Herst Castel som vi ville prøve om vi kunne komme til at se dage efter.

Kørt 300 km.


Dag 18. den 26.09.2002.

Tidligt i seng og tidligt op, det er sundt for en lille dreng, og man kan sige, at det også er sundt for en lille pige. Denne lille børneremse, kom jeg til at tænke på efterhånden passer på os, for vi går tidligt i seng efter dagens oplevelser og dermed vågner vi også tidligt. I dag var klokken 6.00 da vi vågnede og da vi regnede med at der først var åbent på Herst Castle kl. 9.00, så tog vi den med ro og tog først af sted lidt over 8.00, da havde vi lige fået at vide i receptionen at der var åbent fra kl. 7.00.

Herst Castel var som det meste herovre, imponerende, og må siges i høj grad at symbolisere den amerikanske drøm.

Her har én mand kunnet realisere noget, som han som barn havde set og oplevet mange steder i Europa, og så kunnet gøre det som han ønskede, på den plet jord han som barn var kommet til at holde af.

At det så nærmest virkede blasfemisk at en mand har kunnet bruge så mange penge på, hvad arkitekter kalder et arkitektonisk misfoster, når så mange mennesker den dag i dag lever en kummerlig tilværelse i guds eget land USA, er en anden sag.

Vi er glade for at have set det, men kan ikke lade være med at sætte det i relief til den store nød og elendighed der er mange steder i verden, selv i Amerika.

Turen gik nu mod Solvang, hvor vi havde besluttet at overnatte. Det var også en oplevelse, selv om vi har hørt mange mennesker tale hånligt om stedet og set dem trække på skuldrene af det, så blev vi helt stolte af, at der i Amerika på dette sted var så tydeligt et Dansk islæt.

Vel var mange ting i byen forlorent, som meget er i Amerika, men der var en tydelig Dansk stemning, og den blev helt åbenbar for os da vi gik ind på ”Little Mermaid” for at spise, her kom vi i snak med en dame som var daglig leder af restauranten, hun talte meget engageret om forskellene i samfundet og om ulighederne, og sluttede med at sige, at hun var glad for sine Danske rødder.

Kørt 180 km.


Dag 19. den 27.09.2002.

Vi spiste et godt morgenmåltid på motellet og kørte så mod Santa Barbara.

Igen overraskede byens størrelse os og vi kom til at køre i den forkerte retning, her havde det været dejligt med et kompas. Vi fik vendt skuden og kom i den rigtige retning og efterhånden som vi kom længere ind i byen blev den smukkere.

Det var bestemt en meget nydelig by, vi var et smut ude på deres Fischerman’s Warf.

Derpå kørte vi videre ad 101 mod LA. Vi fandt uden besvær den gade hvor der var et Econo Lodge motel, og vi fik et værelse.

Værelset var bedre end forventet, med både køleskab, mikroovn og kaffemaskine og de havde også svømmepøl, så da vi havde fået bagagen ind, gik vi en tur i pølen.

Vi kørte derefter en tur ned af Sunset Bouleward, det var meningen at vi ville køre ned til HW1 ved kysten og så tage HW2 hjem, også kaldet Santa Monica Boulevard. Der var imidlertid ingen der havde tænkt på at fortælle hvor 2’eren gik fra 1’teren, så vi havnede i stedet ude på HW10 og måtte køre af den ind til byen igen.

Her fik vi set hvad trafik vil sige, på en motorvej med 5 – 7 baner i hver retning der stort set var fyldt op med biler fordi det var myldretid, kørte vi kun ca. 50 km/t.

Vi fandt dog uden større besvær vejen hjem, men blev enige om at vi ikke ville begive os mere ud i trafikken, selv om der var nogle berømte gader og steder vi gerne ville have set, derfor slappede vi af resten af dage hvor vi bl.a. fik skrevet, vasket tøj, købt ind og fik spist og drukket vin.

Kørt 160 km.


Dag 20. den 28.09.2002.

Universal Studierne var dagens mål, vi havde fået at vide at man skulle komme tidligt, så vi troppede op kl. 8.30 blot for at få at vide at billetsalget først åbnede kl. 9.00 og studierne kl. 10.00.

Vi fik ventetiden til at gå med at drikke kaffe og kakao.

Vi startede turen med en busrundtur på 50 min, da vi kom ind. Det var en interessant tur hvor man så meget, og fik et godt indblik i hvad et filmstudie er for noget og vi fik også prøvet nogle af deres tricks og tekniske detaljer, bl.a. oplevede vi et jordskælv, King Kong og kørsel tværs over en sø (uden bro).

Det næste vi oplevede var Water World og det var nok en af de største oplevelser i studierne, med ild, skud og lydeffekter og dygtige stuntmænd og kvinder der sejlede i både og på vandscootere, og blev smidt eller hoppede i vandet.

Derpå var vi inde og opleve Back to Future hvor vi sad i en tingest der skulle forestille at være et tidsfartøj hvor man fornemmede at man fløj igennem rummet eller tiden, uden at vognen rørte sig en meter, det eneste den gjorde var at vippe og hoppe, støde og skumple, medens man så en film foran sig, det var så livagtigt at Randi var bange for at blive køresyg, men heldigvis varede det hele vel højest 10 min. Efter at vi havde gået lidt rund og set på diverse ting, kom vi til noget der hed Backdraft, hvilket var navnet på en film, men også det fænomen der opstår når ild har brugt al ilten i et rum, og der så pludselig bliver åbnet en dør eller et vindue så der kommer ny ilt til, hvorved der nærmest sker en eksplosion som er meget dramatisk. Da Randi ikke havde lyst til at gå med, gik jeg selv ind og så det. Det var da meget interessant men jeg kunne meddele, at Randi ikke var gået glip af noget særligt.

Vi blev nu enige om, at vi ville slutte af med at se Animal Planet Live, det var et meget sødt show med forskellige dyr som aber, hunde, fugle mm. Showet varede 20 min. Og alene den store abe var showet værd. Inden vi kørte hjem, så vi lige Water World en gang til, vi var hjemme ved 17.00 tiden. Derpå gik vi ud og handlede lidt og gik hjem på motellet og spiste den indkøbte sandwich og salat.

Kørt 16 km.


Dag 21. den 29.09.2002.

Det har længe ligget i luften, at vi ikke helt har lyst til at besøge Disney Land, det var mere sådan noget man skulle når man nu var på disse kanter.

Vi havde da også talt om at droppe det, og efter besøget i Universal Studierne med dens larm og trængsel, var der heller ikke nogen af os der havde lyst til at bruge en dag mere på lignende vis, så der var ingen tvivl da vi stod op, det var bare med at komme ud af LA så hurtigt som muligt og komme til San Diego.

Vi var kommet ned på Vine Street fra Hw101, så vi regnede også med at køre op til 101 fra Vine Str., så efter at have set stjernerne på fortovet på det sidste stykke af Vine str. og hen ad Hollywood Blv. Havde vi HW101 foran os, men ingen skilte der hvor Vine Str. Endte i et T, om vi skulle til højre eller venstre. Nå, højre var det mest naturlige i forhold til den retning vi skulle, så vi drejede til højre, kun for at opdage et skilt hvor der stod FW101 North ligeud, og vi skulle mod syd. Heldigvis var trafikken moderat så vi sad lidt og sundede os for rødt, og pludselig ser vi et stykke nede af gaden til højre, et andet skilt bag nogle grene, hvorpå der stod, HW101 South og som viste til venstre ned af en gade. Jeg kunne så nå at bakke og komme over i højresvingsbanen og komme ned af gaden og til venstre ved skiltet, hurra, vi var på rette vej.

Så gik det glat til vi kom til yderkanten af San Diego, her viste kortet at vi skulle ned af en vej der lå lige over for hvor 52’eren gik fra mod øst, ja go’daw do efter at have kørt frem og tilbage et par gange fandt vi ud af, at man kun kunne komme til den pågældende vej ved at følge 52 øst, og så køre tilbage ad den og så derfra køre ind på den rigtige vej, snedigt ikke.

Nu fandt vi så uden større besvær den gade hvor vi havde udset 3 moteller som mulige overnat­ning­s­muligheder de sidste 4 dage.

Efter at have været inde på det ene og opdaget at kontoret var lukket, og at det andet lå vor langt ude, uden indkøbsmuligheder og restauranter i nærheden, kørte vi tilbage til det første, Travel Lodge og fik os et værelse og gik derpå over på den anden side af gaden og fik os en god sandwich.

Efter et mindre hvil gik vi ned til stranden og så på surfere, derpå kørte vi ud og handlede og tog noget mad med hjem på værelset og spiste aftensmad.

Kørt 232 km.


22. dag den 30.09.2002.

Vi gav os god tid til morgen, spiste morgenmad i ro og mag, rydde op od slappede af, før vi kørte til Sea World, alligevel var vi dernede ca. en halv time før de åbnede, men vi fik da parkeret og fik købt billetter ca. $78, og havde så tid til at se på de forskellige indkøbsmuligheder.

Det første show vi så var delfinshowet, og det var virkelig flot, det samme kan vi sige om Shamu-Showet som havde ca. 10 store dræberhvaler eller spækhuggere som vi kalder dem. Vi så desuden Sea Lion and Odder Show, det var meget morsomt og også godt udført, til sidst så vi Pirats 4D.

Hvor meget en film i 3D om sørøvere har med Sea World at gøre, kan diskuteres, det skulle da lige være at man ind imellem blev sprøjtet til med vand.

Der var forskellige andre ting vi så, som hajer, pingviner, flamingoer og ferskvands akvarier, nævnt i interesse rækkefølge.

Vi ville afslutte dagen med en tur i udsigtstårnet, men ærlig talt, at forlange 20 kr. for en tur når man har givet 330 pr. person for at komme ind, det syntes vi var uartigt og vi forlod Sea World lidt skuffede, selv om vi syntes at det havde været en oplevelse.

Kørt 30 km.


Dag 23. den 01.10.2002.

Tredje sidste dag før hjemrejsen, inkl. dagen.

Det havde regnet om natten og regnede stadig da vi stod op, så det så jo ikke så godt ud når vi havde regnet med at skulle slappe af ved strand eller pøl. Vi blev derfor enige om at tage en tur ind til byen, så kunne vi på vejen orientere os om vejen til lufthavnen og til Avis, hvor vi skulle aflevere bilen.

Vi kørte ind til Horton Plaza, et indkøbscenter lidt ud over det sædvanlige både hvad farver og form angik. Der var ret rart at gå derinde og vi fik købt lidt ind, bl.a. et par cowboy bukser til hver, hvide til Randi og traditionelle til mig, samt en bluse og badedragt til Randi, lidt skulle vi da have med hjem, og priserne var OK.

Hjemme igen kunne vi blot konstatere at det fortsat var gråvejr, så vi gik et par ture og fik ordnet forskellige gøremål som oprydning i kufferter og gjort regnskab.

Kørt 45 km.


Dag 24. den 02.10.2002.

Næstsidste dag i USA.

Heldigvis havde vi besluttet ikke at besøge Zoo, for i dag blev det modsat i går, fint vejr med solskin hele dagen. Vi tilbragte noget af formiddagen ved pølen, og efter at have spist lunch hos Shelby’s kørte vi til stranden.

Det blev til nogle dejlige timer, men kun til èn gang badning, dels så var der meget dybt og bølger­ne sugede en ud når de løb tilbage, dels så kunne vi ikke skifte tøj, så vi skulle gerne have vores badetøj tørt inden vi skulle køre hjem igen. Hjemme igen tog vi en kop kaffe og begyndte så småt at pakke vore kufferter, og dagen skulle sluttes af med at spise et godt måltid på en restaurant i La Jolla, det blev turens dyreste med en pris på $60, men det var desværre ikke den stor oplevelse.


Dag 25. den 03.10.2002.

Hjemrejsedag.

Efter at have fået morgenmad og pakket vores kufferter, checkede vi ud og kørte til lufthavnen i god tid, fik afleveret bilen som efterhånden havde kør ca. 7000 km., og checkede så ind til hjemturen via London, hvor vi havde et ophold på 6 timer.


Den 15. juli 2007.

Efterskrift.

Det er nu 5 år siden vi var i USA og 6 år siden terroraktionerne i New York.

Som jeg skrev i starten af rejsebeskrivelsen blev verden en anden den dag, og jeg kunne desværre ikke have mere ret, verden er, og vil altid være en anden.

Man bliver ikke ekspert på verdens problemer ved rejse ud og opleve de forskellige kulturer og skikke, men man får en større forståelse for de enkelte befolkningers holdninger og problemer, ikke mindst fordi man følger mere med i alt hvad der foregår de forskellige steder man har været.

Desværre har det, i de 5 år vi nu har besøgt forskellige land, ikke givet os håb om nogen snarlig forbedring af forholdene rundt omkring, tværtimod ser det nærmest ud som om afstanden mellem tro og kulturer, rige og fattige og deres interesser, bliver større og større.

Det er det negative ved at tage på oplevelsesrejser frem for badeferier på Mallorca, Tenerife, Kos og Tyrkiet, men det giver altså en større forståelse for sammenhængene i tingene.



Se fotos fra USA 2002 Let forringet kvalitet.