Randi og Richardt Rolsted. Velkommen til vores side med, Randis Malerier, beskrivelser af udlandsrejser,  af ture i Danmark og fotos fra dem, samt Richardts Apropos.





Bornholm 2016

Ferie på Bornholm fra 28. aug. til 04. sept. 2016.                               Se foto    


                               

Vi har sammen besøgt Bornholm 7 gange tidligere, to af de gange har vi boet på Hotel Hammersø’s ferielejligheder, denne ottende gang havde vi værelse på selve hotellet, at det lå på 2. sal og at der ikke var elevator var ikke ligefrem et plus, især ikke for ældre mennesker, men så er der ellers plusser for alt andet.


Vores værelse var stort og velindrettet og vi havde fra altanen en fantastisk udsigt over Hammer sø og Hammer knuden. Maden var varieret og veltillavet og både værter og personale var hurtige og venlige.


Vi ankom med katamaranfærgen Leonora Christina kl. ca. 15 og efter at have checket ind, pakket ud og hygget os en stund, var det tid til den tre retters aftensmad som vi trængte til efter køreturen.


Næste dag kørte vi, for at orientere os, først til Hammer Havn derpå til Vang hvor vi så på en gammel vandmølle. Så gik turen til Hasle hvor der var sket en del siden vi var der i 2012.
Om eftermiddagen tog vi på tur med Søren P. Sillehoved i Rønne, og som sædvanlig fik vi  en underhol­dende og lærerig tur med Sillehoved.  


Næste dag gik turen igen mod Rønne, men denne gang for at se et Rovfugleshow, og det var en spændende og god oplevelse. Vi spiste frokost i Arnager røgeri, og gik en tur ud af Danmarks længste træbro.


En tur til Boderne er nærmest en fast tradition når vi er på Bornholm, måske mest fordi at det er der at Pia Stærmose har sin forretning? Via Åkirkeby gik turen til Lobbæk for at se om alt var vel der hvor Randi har haft sommerhus i mange år. Herfra gik turen over Vestermarie til Allinge og senere til Kræmmermarked i Sandvig.


Dagen efter blev først brugt til lidt indkøb i Allinge og bestille tid på Nordbornholm Røgeri i Allinge.
Klokken 2. kørte vi til Ravnedalen som vi selv har besøgt tidligere, og som vi syntes var så spændende at det kunne blive rigtig interessant at høre hvad Sillehoved havde at fortælle om den. Ganske som forventet blev det en rigtig god tur, lidt anstrengende med op og nedgange i smalle kløfter, men en god og smuk tur.
At vi mødte et par vi kendte fra Hundested og som vi kunne drikke en kop kaffe sammen med og sludre lidt, gjorde dagen helt perfekt.


Næste dag, som var starten  på anden halvdel af ferien, gik turen til Nexø hvor planen var at vi skulle på byrundtur for at høre nærmere om Nexø og krigens betydning for byen og Bornholm. Da vi ankom viste det sig at det ikke var den naturvejleder som vi havde ventet, men en vi havde stiftet bekendtskab med før og ikke havde de bedste erindringer om.


Vi kørte i stedet til Due Odde for at se det 70 m. høje tårn hvorfra man lyttede og holdt øje med Sovjetunionen senere Rusland i hele koldkrigs tiden. Stedet er blevet indrettet til et museum hvor man kan finde interessante oplysninger om både første, men især, anden verdenskrig, og man kan gå rundt og se på de forskellige bygninger og læse om deres formål. Det blev til en både spændende og interessant oplevelse.


Vi fandt et dejligt sted hvor vi kunne nyde vores mad, hvorpå vi kørte til Gudhjem. Her ville i besøge Oluf Høst museet, vi havde ganske vidst været der før, men der skulle være en særudstilling med bl.a. Jens Søndergård, som jo har boet i Lynæs under krigen. Det viste sig imidlertid at det kun drejede sig om to billeder, som vi måske allerede havde set på museet i Bovbjerg, så det opgav vi.


Efter kaffe og kage hos Café Klint, kørte vi til Vang og gik en tur hen til stenbruddet hvorfra alt granit til Storebæltsbroen blev udskibet. Over kløften ved stenbruddet, er der etableret en noget speciel bro i stål, som DGI har foræret Bornholm i forbindelse med deres landsstævnet på Bornholm i 2001.


Dagen efter gjaldt det Hammerknuden omkring Fyret og Opalsøen, vi gik en længere tur rundt i det storslåede terræn og fik nogle fantastiske fotos.
Senere kørte vi til Hammer havn hvor vi i den nye Cafe fik to lækre sandwich til frokost.
Efter at have slappet lidt af tog vi ned til Ellas Cafe og fik kaffe med jordbærlagkage, de var noget nær så store som en kvart lagkage så man var godt mæt efter at have spist dem.
Der var Rødtunge til aften, og fisk ligger ikke så tungt så det var ok.


Lørdag der var sidste hele dag skulle vi så nå alt det vi ikke havde nået de andre dage. Efter endnu en tur til Lobbæk, kørte vi til Sose strand, gik en tur og fik fotograferet. Turen gik herfra til Due Odde hvor vi tidligere har boet i en ferielejlighed, her gik vi også en tur i det dejlige område før vi kørte til Snogebæk hvor der var marked og hvor vi spiste frokost. Herfra kørte vi langs kysten med et enkelt fotostop inden regnen satte en stopper for mere udeaktivitet. Vi kørte derpå til Svanneke, men det fortsatte med at regne så det blev kun til en gennemkørsel, derfor fortsatte vi til Gudhjem for vi havde hørt om en speciel is som vi naturligvis måtte smage.


Søndag var hjemrejsedag så vi fik pakket vores ting i bilen og tog afsked med hotel og personale som alle havde ydet en fin service, og serveret veltilberedt mad der ikke blot var indbydende, men også smagte godt.

Vi kørte så til Nordbornholms Røgeri i Allinge hvor vi fik en virkelig lækker buffet inden vi kl. ca. 13,30 kørte til færgen der skulle være sejlet kl. 14,30, men først kom af sted kl. 15,00. Derefter kørte vi i regnvejr stort set hele vejen hjem.


Sammenfattet havde vi en rigtig dejlig ferie på Bornholm, og der går formodentlig kun nogle få år før vi vender tilbage.